Det kan betyde liv eller død. Både for det humane selv, men også for den stilede helhed. De, som har den mindste interesse i mode, ved, at det rigtige fodtøj kan gøre underværker. Men når du kigger ud af vinduet, og der er hvidt, sjappet og vådt så langt som øjet rækker, rammer tvivlen dig. Det er altafgørende om morgenen, når skabsdøren langsomt åbnes, og din årelange samling af de smukkeste klæder byder dig velkommen. Hvilket stykke tøj er så heldigt at blive luftet i dag?
Men nej, når det triste syn af dårligt vejr møder dig, er du ikke alene om beslutningen. De siger, at der ikke findes dårligt vejr, men dårlig påklædning. Vor Herre Bevares, de har vel den største samling af Crocs sko i alverdens farver og alverdens jakker, der både er vand- og vindtætte med indbygget lomme til Vanish, hvis nu uheldet skulle være ude.
I dag tæller vi den 21. marts 2013, og det sner. DET SNER! Det falder så fint og frejdigt, som sagde hvert snefnug; 'hey, her kommer jeg!' Dets dalen håner hvert levende kræ på dets vej, før det endeligt lægger sig på fast grund, der hvidtklædt tager imod.
Det har forskellige former og fagter, og både fascinerer og skræmmer på samme tid. Samfundet går i kriseberedskab og forventer blod og løsrevne lemmer på hvert gadehjørne. De skrækslagne homo sapiens forfalder til hjemmehygge på sofaen under dynen, med varm kakao i kopperne, mens det hvidtbeklædte landskab nydes og frygtes.
Fashionistas med farvede klæder, åbne sandaler og skarpe frisurer forbander de huer, støvler og halstørklæder, der ikke alene stiller spørgsmålstegn til outfittets identitet, men også forhindrer det samlede udtryk. Fodgængere rammes af sylespidse istapper og ender med flækkede kranier, mens samfundet beordrer cykelhjelme og hard heads til de gængse forbipasserende.
Hvordan skal vi dog nogensinde overleve det skrækslagne scenarie, hvor selv de store gule bliver påvirket? Blod, sved og tårer er en gentagende saga i vejrets diskurs. Nu også tilsat lidt frisk krydderi i form af løsrevne lemmer, kraniebrud og varm kakao.